Nærmeste nabo var hestevognmand Niels Jensen.

Bag ledvogterhuset lå Ølands gartneri.

I Holmegård havde man eget elektricitetsværk. Trækkraften en dieselmotor, som blev suppleret med vind- og vandkraft. Der var skole, tidligere har der også været et farveri, sikkert i forbindelse med den store mølledam.

I Sdr. Ydby havde man den synske smedemester Harald Kjær, med to svende og to husholdersker.

Der var snedker Jensen, foruden tømrermester Chr. Andersen, efterfulgt af tømrer Hansen, der blandt andet fabri-kerede havemøbler.

Efter sigende var der også en urmager. (Æ blin urmager)

Købmand Nystrups købmandsforretning var velassorteret med manufaktur, kolonial, grovvarer og brændsel. Som sådan blev forretningen sidst drevet af købmand Holger Sørensen. Siden har forretningen været anvendt til forskel-lige formål.

Forskolen havde til huse i bygningen nord for købmand Nystrup. Åen nede i stationsbyen var skel for børnene mellem Sdr. Ydby og Flarup skole.

I bygningen syd for Sdr. Ydby Vandværk, har en mand ved navn Dick tidligere drevet købmandsforretning.

I samme bygnings vaskehus begyndte Harald Kjær sit virke som smed.

Sdr. Ydby havde også en skomager. (Æ bette skomager).

Går vi ad Smedevej mod Kammersgårdsvej til Dover Plantage, lå der en lille klynge små stråtækte huse. (Æ Skri-vers hus ligger der endnu.) Husene var blandt andet beboet af en tagtækker og en væverske.

I et af husene boede der en damesvensker, der især var spændende og eftertragtet når manden var på arbejde.

I Doverodde var der kro, mejeri, central, og købmandsforretning med alt hvad dertil hører, såsom værktøj, brænd-sel, korn og foderstoffer. Der var også en mekaniker Slot der, foruden biler, mest reparerede cykler, transportspan-de og lignende.

Smedeforretningen og skolen i Dover er væk, og erhvervsfiskeriet fra Doverodde er også en saga blot.

Boddum havde to købmandsforretninger, et missionshus og et forsamlingshus, en slagter, en skomager, og en smed. Endnu er der en skole, men den hænger vist i en tynd tråd.

Boddum har også mistet deres humoristiske digter gårdejer Jens Søe. Han er værd at finde frem igen. Da hans kone fik den grille, at soveværelset skulle moderniseres, skrev han et langt digt, om den for ham unødvendige foran-dring. I et af versene findes følgende lille passus:

Å på æ servant
stov dæ æn fad å æn pot mæ æn ør ve,
mæn dæn mot dæ ingen rør ve,
å dæn hår aldrig væt brugt te ant.

I Tvolm, der også er blevet benævnt som Ydbylund, er der to nedlagte kroer, den ældste er den med stråtaget, det var her Heinrich Miehe og Louise Schultz købte det lille hus, der senere blev Miehernes vinterkvarter (Cirkusgår-den).

Kroens hestestald lå på modsatte vejside, hvor der i dag er mekanikerværksted, startet af Reinholdt Stauersbøl.

Bag værkstedet har der tidligere været markedsplads.

I det sydligste hus i Tvolm boede malermester Holger Larsen. Tidligere har der været købmandsforretning i byg-ningen. I den yngste gamle kro, der ligger lige overfor, forsøgte man, uden held, at drive kro igen under anden verdenskrig.

Nord for Kroen lå der for få år siden et langt hus, hvorfra O. S. Sørensen drev skrædder- og manufakturforretning. Mellem Sørensen og mekanikerværkstedet, boede tømrermester Otto Madsen, med beboelse og værksted ud i ét. Men også det hus er fjernet.

Går vi ned ad Brændgårdvej, der er skiltet som Brendgårdvej, og går forbi smedemester Stærk (Johannes Stærk døde i december 2009), kommer vi til et moderniseret hus beliggende ved vejen op til missionshuset. Her havde skomagermester Jørgen Gjørup værksted og barberforretning. Gjørups frisørkundekreds bestod af et klientel der udelukkende så på prisen. Gjørups far var maler, og har efter sigende restaureret kirkens altertavle.

Oppe ved missionshuset ”Tabor” (der ikke er i brug mere), havde vi tandteknikker Lauritsen, der også var forsik-ringsmand, og som sådan besøgte han sin kundekreds i hestevogn. Lauritsen der oprindelig var former, giftede sig med købmand Svarres velhavende enke, der havde ladet huset bygge.

Svarre havde forretning i det lange hus lige nedenfor, det med gavlen ud mod Brændgårdvej. Det kan endnu ses i gavlen, at der har været indgang og udstillingsvinduer. Før min tid (det vil sige før 1920) boede murer Peter Chri-stensen og hans kone i huset ved vejen ned til skolen. Fru Christensen der havde en lille slikbutik, kunne levere brystsukker, i håndrullet emballage, til en pris af én øre pr. pose. Blandt børnene var fruen kendt under navnet ma-dam Slikmutter.

Tvolm skole, der lå/ligger nedenfor Slikmutters hus, købte og moderniserede vognmand Alfred Jensen, og drev i mange år entreprenørforretning fra stedet. Senere overtog sønnen Erik Jensen forretningen.

I huset overfor Slikmutter har der været tømrer- og bødkerforretning. Værkstedet blev sidst brugt af vognmand Peder Pedersen, der samlede smørdritler for Doverodde Mejeri.

I det lille hus øst for bødkeren boede søskendeparret Dusenius og Louise Pedersen. Dusenius var arbejdsmand, og Louise ernærede sig som dameskrædder for det pænere klientel.

Deres nærmeste nabo var malermester Peter Kristiansen, der boede i det lange stråtækte hus. Peter var måske ikke byens fineste maler, men han var billig og meget vellidt. Tidligere har huset været beboet af en fattig skrædder, hvis søn blev den kendte kaffegrosserer Spangbjerg, der blandt andet testamenterede sin herskabelige villa til Thi-sted Museum.

Efter Peter Kristiansens hus ligger der endnu to gamle huse, som er i den størrelse og stil som arbejderhuse havde i det attende århundrede. I det første boede Rasmus Nielsen (røde Rasmus). Det bagvedliggende hus var, i min barn-dom, beboet af arbejdsmand og mælkekusk Knud Graversen.

Huset med det glaserede tegltag, beliggende på modsatte vejside, var beboelse og bødkerværksted, for æ gammel bøjker.

Næstefter lå der et hvidkalket og meget lille hus, beboet af en meget høj murer ved navn Mogensen. Huset er for længst fjernet. Mogensen var nærmeste nabo til malermester Mikkelsen (Maler Fut). Mikkelsens barndomshjem er fjernet for nylig. Faderen var skomager og havde et lille tilhørende landbrug. Maler Mikkelsen der var single og boede hjemme, opførte et værksted tæt ved forældrenes hus. Efter hans død købte murer og postbud Mads Madsen værkstedet, og byggede det om til beboelse. Huset står endnu, som et levn fra andre tider.

I det lille gamle stråtækte hus beliggende nær plantagen, havde skræddermester Pedersen til huse, og selv om det lyder utroligt, husets lidenhed taget i betragtning, havde han to damer på værkstedet. Pedersen var en ivrig jæger, én af de få der til det sidste brugte et jagtgevær af kaliber 10. Tidligere har der været urmagerværksted i huset. I dag bruges det til sommerbeboelse.

Det større og nyere hus nedenfor, er bygget af tømrermester Anton Balle, der havde værksted i den ene ende, og beboelse i den anden ende af huset. Balle flyttede senere til Doverodde, om han havde værksted der er mig ube-kendt.

Mellem Brændgårdvej og købmand Grønkjærs forretning, var der kun to huse. I det første og største, boede post-bud og redaktør Jørgen Pedersen. I en kort årrække forsøgte han sig med salg af Nafta benzin, at den var russisk tangerede måske nok det ugudelige, men den var et par øre billigere pr. liter end hos købmanden. Oktantal og den slags pjat var et ukendt begreb, benzin var benzin, bortset fra Naftas ugudelige islæt.

Købmand Svarres forretning på Brændgårdvej blev overtaget af hans kommis M. J. Larsen. Engang i tyverne luk-kede han den gamle butik, og byggede den nuværende købmandsforretning, ved den efterhånden mere befærdede landevej. (i dag hovedlandevej 11).

På skovvejen, den der i dag hedder Hans Bakgaardsvej, lå der længe et hus helt alene, bygget af Peter Møller, en ældre husmand fra Sdr. Ydby. På sine gamle dage gav Peter sig i kast med lidt lappeskomageri. Huset ejes i dag af Gunhild og Frode Schuster (Frode døde for nogle år siden).

Solhjem er opført som bolig for en valgmenighedspræst. Den første i embedet, pastor M. K. Flindtholm, blev efter-fulgt af J. E. Waidtløv. På det tidspunkt var Alfred Christensen sognepræst i Boddum-Ydby pastorat, men som grundtvigianer blev han vejet og fundet for let. I længden kunne Waidtløv ikke leve af Guds ord alene, derfor hav-de valgmenigheden ikke lang levetid, og til sidst sad Mammon med de bedste kort på hånden.

Da købmand M. J. Larsen, på sine ældre dage, solgte købmandsforretningen opførte han hjørnebygningen belig-gende lige nord for. Fra sin nye residens fortsatte han med salget af støbegods. I det nye kompleks blev der, som noget nyt, plads til en lille butik for salg af lingeri og manufaktur. En forretning der senere blev overtaget og ført videre af Vera Engel Jensen.

I det meget gamle hus (kaldet det gule Palæ) beliggende på det modsatte hjørne, har der bl.a. været rebslageri. Hu-set har også været i hænde af en dame, der ville indrette det til alderdomshjem. Et formål der måtte opgives på grund af damens død.

På det høje punkt, hvor vejen går ned til Dover, lå møller Mads Møller Madsens hollandske mølle og snurrede rundt for vestenvinden. Et par gange har møllen under et uvejr mistet vingerne. Den gamle hollandske mølle blev til sidst skiftet ud med én af de mere solide klapsejlere. Møllers Madsens kone Marie supplerede familiens økono-mi som hjemmeværende syerske.

Nær Møllen, nede ad Dovervej (i dag Kløvenhøjvej), havde Cirkus Miehe, nordens største omrejsende cirkus, deres landbrug og vinterkvarter.

Da fru Louise Vogelbein, en datter af fru Dora Miehe Pfanner, på grund børn og måske alder, stoppede sin artist-karriere, startede hun tæt op af ridehuset et hønseri med eksotiske fugle og dyr. Fru Vogelbein var én af de første, her omkring, der rugede kyllinger ud i maskine. Senere købte hun et Tivoli, som hun gav navnet ”Thylands Tivo-li”. En forretning hun først afhændede kort tid før sin død. Bernt, den yngste af sønnerne forsøgte sig, i en kort pe-riode med et ålerøgeri. Ålene skulle hans ældre bror, Hans Børge sælge. Det gik fint, han kunne sælge mere end Bernt kunne producere. Men med gøglerblod i årerne var ålerøgning et for stationært arbejde. Så det opgav Bernt ganske enkelt og rejste til København, hvorimod Hans Børge og hans Elisabeth returnerede til London.

Lidt øst for Mieherne lå i fordums dage Ydby Fattiggård. Hvad jeg ved om husets beboere, har jeg fra malermester Holger Larsen. Han kunne huske hvordan forholdene var, og forstod at gengive det i humoristiske vendinger.

Boddum - Ydby kommunes plantage, var et yndet udflugts mål, og blev brugt til mangt og meget, blandt andet ringridning, socialdemokraternes første maj fester, Hans Bakgaards koncerter, borgerforeningens større arrange-menter, soldatermissionens møder og lignende.

Plantagen er skænket kommunen af Etatsråd N. Andersen.

Det pæne hus øst for Ydby Kirke, hvor der i dag er lysestøberi og vinsalg, blev oprindeligt bygget og anvendt som slagterforretning, indtil det blev købt af købmand Nystrup, der startede med udsalg af øl, vand og manufaktur. Det var vist mest for at få tiden til at gå, for der var hverken mangel på øl eller manufaktur.

Overfor lå der et lille hus, som murermester C. V. Christensen byggede en etage ovenpå. C. V. var nærmeste nabo til Edvards Larsens bageri. En meget velassorteret forretning der, foruden brød, førte alt i konfekture.

Da centralskolen blev bygget, købte kommunen Valdemar Philepsens hyggelige landbrug beliggende lige før svinget, helt ud til vejen.

Mellem centralskolen og Trapgården, lå/ligger der to jordemoderboliger. I den ældste boede den afgåede jordemor, frøken Møller og hendes far. I den nyere boede frk. Møllers efterfølger jordemor fru Gammelgård. Hendes mand var forsikringsagent.

Mellem Kirken og tømrermester Gunner Bang lå der kun ét hus, bygget som aftægtsbolig for den gamle bager Lar-sen og en bror.

Gunner Bangs bygning var et nyere landbrug opført af gårdejer Severin Hansen fra Holmegård.

På samme side ligger der nedenfor et meget gammelt hus, som murermester Peter Christiansen opførte, en beboede til en stor familie. Senere har huset været anvendt som systue, og derefter som radioforretning med Øland som in-dehaver.

Den nyere villa overfor, er opført af Magnus Christensen, hvor han havde udsalg af Støjbjergs margarine, kaffe og andet. Varer han kørte omkring med på daglige landture.

I tredverne købte doktor Drost huset, hvor han slog sig ned som praktiserende læge. Senere byggede han villa vest-ligt i byen, hvor han praktiserede fra, indtil han solgte sin praksis og flyttede til Hurup.

Byens sidste læge, Søren Markvorsen, praktiserede i en lang årrække, indtil han måtte give op på grund af sygdom.

Her må det nævnes, at doktor Drost ikke var byens første læge, idet Sydthys første distriktslæge havde til huse i Tvolm, hvor- og om huset eksisterer endnu, ved jeg ikke.

Magnus Christensen hus blev senere købt af entreprenør Søren Kappel, der udbyggede det med garageanlæg.

Vi fik vandværksvand i byen. Vandtårnet blev placeret det rette sted, kan jeg bevidne, idet mit barndomshjem, Yd-by Samtalestation, lå skråt over for, tårnet var året rundt, fugtig som en svamp.

Huset der ligger næsten direkte overfor vandværket, er opført af murermester Peter Christiansen bror, Jens Christi-ansen. Huset blev mange år senere overtaget af skræddermester Vilhelm Nielsen, det var efter sin fallit i et af de pænere huse vest for jernbanestationen. Nielsen blev derefter i en lang årrække nærmeste nabo til centralen, så ham vender jeg tilbage til senere.

Ydby samtalestation, mit barndomshjem, er jævnet med jorden. Det bestod af to sammenbyggede huse, opført un-der første verdenskrig, af genbrugsmaterialer fra Ydbygaard. Det andet hus står nu ene tilbage.

Nabobygningen, Afholdshjemmet, var efter opførelsen, af uforståelige grunde, byens stolthed. I mine øjne er det grimt som arvesynden, og Samtalestationen var ikke kønnere. I Afholdshjemmet blev der holdt mange offentlige baller, og der blev drukket en del udenfor, ikke med bestyrerens billigelse.

I det lille hus efter Afholdshjemmet, har der været træhandel og træskomand, sidstnævnte solgte også lidt slik. Se-nere har husets værksted været anvendt til reparation af cykler og lignende. Sidst tog Martin Tilsted det lille værk-sted i brug til maskinstrikkeri.

Efter elværkets opførelse i 1912, blev dets dunk, dunk, dunk, dunk, byen rytme. Samtidigt fik stationsbyen gadebe-lysning, der var meget langt mellem de små lamper, men de var der, og de kunne ses, selv om elpærerne var meget lidt lysende, lige med undtagelse af den der sad på elværkets gavl.

Initiativet til værkets opførelse blev taget af elektriker Peder Pedersen og K. Berg Johansen, værket kom senere i Søren Sloths eje. Som bierhverv drev Søren taxaforretning, og til det brug anskaffede han sig en ”Oukland”, et sandt vidunder, der med tre klapsæder kunne rumme ikke mindre end otte personer.

Ydby maskinfabrik blev startet af min morbror K. Berg Johansen, og i årenes løb har fabrikken haft mange indeha-vere. Men for få år siden blev både beboelse og værksted købt og fjernet af entreprenør Knud Kappel- og da blev der pyntet gevaldigt op.

For når man en sommerdag, ser Ydby sådan lidt for oven, ser byen ikke værst ud, men den kan ikke måle sig or-densmæsigt med nabobyer som for eksempel Gettrup. Vi har endnu noget der trænger til at blive ordnet, det kræver lidt sans for sagen, og måske desværre også et enkelt dødsfald.

I det lille hus der ligger næsten overfor det sted hvor maskinfabrikken lå, havde byens førende sadelmager J. N. Poulsens både beboelse og forretning.

Poulsen var nærmeste nabo til bygningen, der gik under navnet den gamle sparekasse. En ejendom med to store lejligheder for neden, og én på kvisten.

Sparekassen lejede sig ind hos frøken Johansen, der beboede én af de store lejligheder. Een gang ugentlig måtte frøkenen lægge stue til sparekassens aktiviteter.

Dameskrædder Marie Pedersen, der både havde renseri og maskinstrikkeri sad til leje forneden. Her skal det også nævnes, at Ydby telefoncentral, oprettet i 1904, blev installeret på en stuevæg i én af den gamle sparekasses lejlig-heder, med en fru Hansen som centralens første bestyrerinde.

Sparekassens nærmeste nabo, Murer Ingvard Kongensgaard, og hans kone Magda, havde i en lang årrække hånd-købsmedicinudsalg og konfektureforretning. Her kunne der bl.a. købes isvafler til fem ører, i en slags spiselig paphylster.

I huset efter Kongensgaard boede postbud Christensen, og det lyder næsten som om det er løgn, men hans kone Karen var også syerske, dem var der åbenbart et stort behov for.

Højt hævet, tilbagetrukket fra vejen, boede murer Ubbesen. Nedenfor lå tømrer og snedkermester Edvard Gramstrups bebyggelse og forretning. Efter forretningens sidste tømrermester Edvards Jensen død, er lokalerne taget i brug til antikvitetsforretning.

Dyrlæge Læssø, der var i familie med general Læssø, boede i det sidste hus før åen. Det lange hus på modsatte side af åen, kaldet Tivoli, blev i sin tid bygget til teglværksarbejdere. Men ikke desto mindre ejede eksportslagter Kr. Kjeldsen huset i tyverne og tredverne.

I de første år blev husets store kælder, brugt som slagteri, senere blev der bygget et slagtehus nord for huset.

Overfor Tivoli lå der et karetmagerværksted af træ, karetmagerens navn er mig ukendt.

Gartner Hans Henrik Hansen, der begyndte sit virke i smedemester Pedersens kælderlokaler, byggede senere over-for Tivoli et pænt beboelseshus med to lejligheder og to drivhuse.

Hansen måtte forlade huset, det var på grund af en strid om et latterligt lille beløb, som han stædigt nægtede at betale.

Gartneriets jord, der lå mellem baneskråningen og åen, havde Hansen lejet af smedemester Pedersen. Et forhold der ikke blev berørt, da Hansen måtte forlade sit hus.

Senere er der bygget et beboelseshus tæt på det Hansen byggede.

Smedemester Pedersens hus og værksted lå/ligger klos op af jernbaneterrænet. Smeden og smedjen er ikke mere.

Installatør Peder Pedersen hus, beliggende skråt over for Pedersens smedje, blev oprindeligt bygget og brugt som tømrerværksted. Huset store kælder, var også velegnet til el-installatørforretning, og havde desuden plads til fa-brikken NOFA, i dens meget spæde opstart.

Efterhånden som forholdene blev for små og trange, flytte NOFA til nyopførte lokaler i Tvolm. Bygningen står der endnu, men på grund af sygdom er fabrikationen ophørt.

Stationen med vandcisterne, vindrose og vandtårn var byens centrum, her var der altid liv. Foruden vogterhuset, havde DSB et par huse til deres fastansatte personale, hvorimod stationsmester Hansen boede i stationsbygningen. Der var to faste portører, de første der rinder mig i tanke, er Olsen der boede i den ene af gartner Hansens lejlighe-der, og Sørensen der boede i ét af banens egne huse.

Der var flere faste banemedarbejdere såsom (kuk - kuk) Hans Madsen, Niels Christensen og Vinderslev.

Der var perron 1 og 2. Mieherne og teglværkets egne læsseramper, og brugsforeningen eget pakhus. Der var tre skinnelegemer, de to til brug ved rangering, længst ude på terrænet lå der et par solide træindhegninger (ventesale) til grise og kreaturer, der skulle ud på den sidste rejse.

Der var vægthus, redskabs- og arbejdsrum.

Samtidig fungerede stationen som posthus, med postbil til Vestervig-Agger. Seks dage om ugen, mødte postbudene op, for at sortere breve og pakkeforsendelser.

Siden kroen mistede spiritusbevillingen, var der ikke meget liv i den, men med det tilhørende landbrug, og den hestetrukne vognmandsforretning klarede Anton Kongensgaard sig udmærket. Da sønnen Hans og hans kone Ma-ren overtog kroen, fik de langt om længe bevillingen tilbage, og kroen blev igen en rigtig kro.

Men alting har sin tid, kroen blev degraderet til et forsamlingshus, der efter nogle år måtte give op.

I det store toetagers hus på hjørnet overfor kroen, boede teglværksejer Poul Hestbech, og efter ham sønnen Jacob Hestbech.

I kælderlejligheden har der i årenes løb været herre og dame frisørsalon, med skiftende indehavere. Men efter frisør Marinus Jensen pludselige død, lukkede forretningen.

I det andet toetages nabohus havde træskomand Ib Christensen til huse, indtil han byggede købmandsforretningen ud mod vejen, et stenkast ovenfor.

I den ene ende af den nye butik fortsatte han med træskomageriet. Da Ib flyttede fra højhuset rykkede der en meka-niker ind, og tog både hus og værksted i brug.

Den sidste købmand i Ibs kolonialforretning blev købmand H. V. Østergård, der efter mange år, måtte opgive på grund af sygdom.

Ovenfor kroens kreaturstald havde tømrer Overgaard forretning, Senere overtog Skomager Bjerregaard huset, og startede med skotøjsreparation. En forretning der gik udmærket, indtil sko blev noget man købte, og smed væk.

Da brugsforeningen startede, købte man købmand Andersens forretning, et stort foretagende der også ejede det hus der dengang lå lige ovenfor, og dannede en lukket købmandsgård. I det meget gamle hus havde Andersen både malteri og bageri, og leverede brød til flere brødudsalg.

Det tog brugsforeningen ikke op, men var på sit højeste et meget alsidigt foretagende. Efter brugsens ophør blev det forsøgt at føre forretningen videre på privat initiativ, dog uden held.

Det gamle hvidkalkede hus, hvor Andersen havde bageri og malteri, blev senere indrettet til beboelse med fire lej-ligheder. Den ud mod vejen, havde en lille butik, hvor en mand man kaldte Laj Dræner, forhandlede øl og soda-vand. Sidst blev butikken til et brødudsalg.

I den nordligste lejlighed, boede sadelmager Graversen (også kaldet Lidtlædder) - Graversen havde mistet et ben, i en mølle ude i Sindrup, og blev af kommunen sat i sadelmagerlære. Som udlært fik han anvist det kummerlige og fugtige rum til beboelse og forretning.

Graversens genbo Karoline Agger, ernærede sig med ”Fransk Vask og Strygning.” Som indsidder havde ”Kaline” (æ gammel slagter).

Gennem mange år sad en teglværksarbejder med familie også til leje i én af de elendige lejligheder.

Huset udbrændte totalt, mens murermester Knudsen & Søn beboede og ejede det. Huset var ét af de få der havde gavl ud mod vejen, og da den er bygget på en skrånende grund krævede det en planering, der efterlod et halvhøjt dige op til naboen, skotøjsforhandler og skomager J. P. Hansen.

I en af hans avisannoncer hedder det. - ”Siger De Sko, må de også sige, J. P. Hansen Ydby.

Længere oppe ad vejen lå/ligger der et langt hus, der havde et lille landbrug. Huset blev senere taget i brug til cy-kelværksted- og skotøjsreparation. Helt oppe i svinget lå Flarup skole, bygningen er der endnu.

På vej tilbage til stationen passerer vi stedet, hvor Christian Hilligsøs pragtfulde gård lå. Det første hus nedenfor har været beboet af en urmager, og senere af vognmand Christian Nielsen.

Og nu hvor både mennesker og huse betegnes ved numre, ved jeg, at det var i nummer 133 skræddermester Vil-helm Nielsen og hans kone Kirstine, startede deres forretning, der foruden skrædderiet også omfattede frisørsalon, håndkøbsmedicinudsalg, og salg af alt i tobaksvarer.

Samtidig var Nielsen autoriseret landbrugslotterikollektør. Det var en stor mundfuld, der endte med at han måtte afhænde det hele til Thøger Østergaard, der i en årrække drev foretagendet videre, undtaget skrædderiet.

Efter krakket lejede Vilhelm Nielsen, sig ind i nabohuset til Samtalestationen, og købte senere huset østfor.

Før den tid var Vilhelm Nielsen nabo til byens førende slagterforretning, med indehaver N. C. Jensen. Forretningen lukkede engang i firserne, med slagtermester Bjarne Ottesen som sidste indehaver.

N. C. Jensen havde som nabo Jens Johansens brød, konfekture, og bladudsalg. Jens Johansen blev dræbt, mens han under et stormvejr, var i færd med at tildække en jernbanevogn med presenning.

Byens største forretning var og er teglværket, den er nu automatiseret, og kan i dag producere mere med færre ar-bejdere.

Teglværket var én af banens store kunder, indtil lastvognene tog over.

Af det jeg her har beskrevet, er det meste efter egen hukommelse, så der har vel indsneget sig visse fejl. Summen af det hele fortæller, at Ydby i tyverne og tredverne, og måske også i fyrrerne - næsten var selvforsynende. Men kravet til livet og dets fornødenheder var mindre og mere ydmyge.